Symfoniorkesteret og skildpadden

Et symfoniorkester er en af de få ting, som ikke har udviklet sig radikalt siden Beethoven, Haydn og Mozarts tid i slutningen af 1700- og begyndelsen af 1800-tallet. Det har forandret sig og er blevet udvidet, men det har aldrig været nødvendigt at ændre på grundformen. Men selvom et symfoniorkesters tidløshed går dårligt i spænd med tidens udviklingstrang og fart, betyder det ikke, at det ikke kan gentænke sig selv.

Da Richard Wagners opera Tannhäuser skulle opføres i Paris i 1861, måtte komponisten få plads til en balletsekvens midt i det hele på kejser Napoleon den tredjes ordre, fordi det var i operahusets tradition. Det huede ikke den aristokratiske Jockey Club de Paris, så de delte fløjter ud til resten af publikum i protest - de ekstra minutter kom i vejen for deres stramme aftensmadsplaner.

Når musikchefen for Aarhus Symfoniorkester, Jesper Nordin, snakker om symfoniorkesteret, omtaler han det som en organisk enhed. Ikke et hvilket som helst levende væsen, men en skildpadde - på godt og ondt. Et dyr, der har udviklet sig igennem mange år, og som, når der er fare på færde, bare kan skjule sig i sit skjold, indtil faren driver over.

Men en skildpadde er som bekendt en kende sløv. Dens “omstillingsparathed” - for nu at bruge et småirriterende arbejdsmarkedsudtryk - er evolutionært betinget. Så hvad er et symfoniorkester, når det ikke kan samles? Det spørgsmål måtte Jesper Nordin stille sig selv, og sine musikere, da landet lukkede ned i marts for snart to år siden. Han var selv ved at finde retningen efter knap to en halv måned i rollen som musikchef, men måtte se planerne vige for isolationen og usikkerheden.

Aarhus Symfoniorkester var nødt til at gentænke sig selv, og hvad et symfoniorkester kan. Det gjorde de blandt andet ved at afholde små intimkoncerter for enkeltpersoner online. Det gav ingen mening rent økonomisk, men det gav mening humanistisk set, fortalte Jesper Nordin. Når musikken ikke kunne spilles i symfonisalen foran tusinde mennesker, måtte den finde vej fra musikernes hjem ud gennem computerhøjtalerne til et andet menneske, der måske ikke havde brug for meget mere end en sludder om vejret og et stykke musik. Musikken blev vedkommende og personlig, når den blev fremført i en ny kontekst i et samspil mellem det digitale og det analoge, og som gjorde det, kunst gør allerbedst; at få en til at føle sig lidt mindre alene. De kaldte det “Giv lyd”.

Klassisk musik kan virke svært tilgængelig, uforståelig og direkte sær. Derfor prøver Aarhus Symfoniorkester hele tiden at finde nye måder at præsentere og genfortolke materialet på. Blandt andet, apropros Wagner, ved at skalere hele den monstrøse operacyklus Nibelungens Ring, der dækker over fire operaer og et forspil, som i sig selv fylder to en halv time, ned til en forestilling på en lidt over en time - uden sangere.

Hvad kan virksomheder lære af et symfoniorkester og dets musikchefs bestræbelser på at formidle i nye kontekster? Det kommer an på, om man vil lære. At det er en kunst at skære fra; at enkelhed er hårdt arbejde; at skildpadden - som i Æsops fabel om skildpadden og haren - altid kommer over målstregen; at det, vi ikke forstår med det samme ikke er farligt eller betyder, at vi er ubemidlede, men blot at nogle ting ikke behøves at blive kvantificeret eller sat op i kolonner i Excelark, når vi kan nøjes med at mærke det i mellemgulvet. Og måske også at Tannhäuser godt kan køre over aftensmaden.