Accepter stilheden og mærk efter

Mennesker, vi kender godt, kan vi være stille med. For mange bliver det ovenikøbet set som et kvalitetstegn. Det kan være rart at være stille med et andet menneske. Derimod kan stilheden være alt andet end behageligt med mennesker, vi ikke kender. Mange synes, stilheden er mærkelig. Mærkelig. Størstedelen af ordet består af ”mærke”. Ifølge Bastian Overgaard er det netop det, der sker i stilheden. Vi mærker efter. Vi får pludselig kapaciteten til det. 

Forskning viser, at mennesket ikke kan multitaske. Vi kan altså ikke både tale og mærke samtidig. Vi kan heller ikke lytte og mærke samtidig. Så hvad er meningen med møder, hvor vi skiftevis konstant lytter og taler. Vi har ikke tid til at tænke. Til at mærke. Det har vi ikke, fordi det kræver stilhed – og den er for mærkelig.  

Vi fylder den ud med tale. Og vi har så travlt med det, at vi ofte glemmer at lytte, fordi vi sidder og forbereder et svar, mens vi prøver at ligne nogen, der lytter. Vi gør alt for at undgå stilheden. Ved at undgå den, går vi glip af en kæmpe ressource. Den kollektive intelligens. 

Man kan ikke opbygge muskler, hvis man ikke har tid til at restituere. På samme måde er det med samarbejde. Det kan man ikke, hvis man ikke har tid til at tænke. Og tænke kan man ikke, hvis man altid skal lytte eller tale.

”A meeting without silence is like a keyboard without a space bar.” Det er misbrug af kapacitet.

Bastian Overgaard holder oplæg om stilheden, det intelligente mellemrum.

Bastian Overgaard

Det kollektive geni og stilheden, der binder det sammen.

Bastian arbejder med stilhed i organisationer. Stilhed er efterhånden en mangelvare mellem os. Det betyder, at vi glemmer at lytte til hinanden. Bastian har f.eks. arbejdet med silent-co-creation (Bastians stilhedsmetode) hos Novo Nordisk, Oticon og Ørsted.