Samtalen bevægede sig derefter over i noget meget konkret:

Hvis AI sparer tid – hvad skal den tid så bruges til?

Jens Salling svarede hurtigt og tydeligt:

Hvis målet kun er at spare tid og skære medarbejdere væk, så er man allerede gået forkert. For hos ALPI handler AI ikke om at blive færre mennesker. Det handler om at skabe bedre kvalitet, stærkere relationer og mere værdi for kunderne.

Jens pegede på noget, han oplever mangler i AI-debatten:

Hvor er historierne om virksomheder, der bruger AI til at vokse, forbedre deres produkter og skabe bedre arbejdspladser? I stedet handler mange historier stadig om effektivisering og fyringer.

Barnabas greb fat i den pointe og fortalte om et projekt i London, hvor medarbejdere får tid til at udvikle idéer, eksperimentere og tænke nyt som en aktiv del af arbejdet. Ikke fordi det nødvendigvis giver hurtig bundlinje, men fordi organisationer får brug for mennesker, der kan reflektere, forestille sig noget nyt og udvikle sig sammen med teknologien.

Ole Østergaard supplerede med sit eget perspektiv:

Han er “i det her game for trivsel”. For måske kan AI være med til at skabe mere meningsfulde jobs og frigøre mennesker fra noget af det arbejde, der dræner mere end det udvikler.

Et af de mest personlige øjeblikke kom, da Barnabas blev spurgt direkte:

Hvordan har han det egentlig selv med AI?

Hans svar var ærligt: “Jeg er dobbelt.” På den ene side ser han enorme muligheder i teknologien. Nye måder at skabe, lære og udvikle sig på.

På den anden side er han oprigtigt bekymret for, hvad der sker med vores kulturelle og menneskelige udvikling, hvis teknologien overtager for meget af vores opmærksomhed og relationer, og netop derfor, sagde han, bliver det afgørende, at vi udvikler AI med “fornuftige og kærlige måder at tænke på”.

Et senere spørgsmål handlede om etik og kultur.

Hvordan sikrer man, at governance ikke kun bliver regler – men også hænger sammen med organisationens værdier?

Kristian Storgaard pegede på, at governance skal forankres i strategien og kulturen hele vejen gennem organisationen, og måske endnu vigtigere:

At de AI-modeller og værktøjer, virksomheder vælger, også afspejler de værdier, organisationen ønsker at stå for. For AI er ikke neutral.

Modeller trænes forskelligt. Prioriterer forskelligt. Og kan understøtte forskellige former for adfærd og beslutninger.

Det sidste spørgsmål blev måske også det mest filosofiske.

Om AI risikerer at gøre os dovne. Mindre reflekterende. Mindre skarpe.

Men Jens Salling købte ikke præmissen. Tværtimod. Han ser AI som en mulighed for at frigøre mental kapacitet:

Tid til at tænke. Tid til relationer. Tid til at udvikle idéer og hjælpe kolleger.

“Vi skal ikke scale ned. Vi skal scale op,” som han sagde.

Hvis AI bruges rigtigt, tror Jens faktisk, at mennesker kan blive klogere – ikke dummere.

Det blev også dér, samtalen sluttede. Ikke med en færdig konklusion, men med en fælles erkendelse af, at governance måske i sidste ende handler mindre om kontrol og mere om:

• tillid
• relationer
• ansvar
• og hvordan vi ønsker at bruge den tid og de muligheder, teknologien giver os

For spørgsmålet er måske ikke kun, hvad AI kan gøre, men hvad vi som mennesker vælger at gøre med den.