Spørgsmålet om rekruttering fyldte også.

Hos Aarsleff har udviklingen endnu ikke ændret fundamentalt på, hvem man ansætter. Fokus er stadig på mennesker, der kan forstå forretningen og arbejde tæt sammen med organisationen.

Men diskussionen pegede i en anden retning:

Det handler ikke kun om at ansætte nye kompetencer. Det handler om at skabe en balance.

Christiane fremhævede, at organisationer har brug for en kombination af:

• nyuddannede med høj læringskapacitet
• medarbejdere midt i karrieren
• og erfarne profiler med dømmekraft

Hvis ikke de arbejder sammen, opstår der et hul. Og i en AI-verden kan det hul blive større, hvis erfaring ikke bliver overført.

Morten satte ord på den risiko, mange begynder at ane:

Hvis AI overtager for meget af det “basale” arbejde, risikerer vi at miste det fundament, som kommende generationer skal bygge videre på.

Et spørgsmål fra salen ramte en klassisk ledelsesudfordring:

Kan man analysere sig frem til, hvilke opgaver AI skal løse?

Svaret var – måske ikke overraskende – nuanceret.

Lone pegede på, at det i høj grad handler om erfaring. Man kan have hypoteser, men man bliver nødt til at prøve det af i praksis.

Morten supplerede med, at der allerede findes analyser, som viser, hvor AI har størst effekt – typisk i opgaver med meget gentagelse og struktur. Men selv her vil der næsten altid være en “80/20”-fordeling:

AI kan hurtigt løse det meste, men de sidste 20 % kræver stadig menneskelig indsigt.

Og Christiane mindede om noget helt centralt:

Det vigtigste er ikke teknologien – men problemet. Hvis man ikke ved, hvad man forsøger at løse, giver det ikke mening at bringe AI i spil.

Et mere refleksivt spørgsmål handlede om, hvorvidt man risikerer at miste gode idéer, hvis man tager AI’s første svar som det rigtige.

Her var Mortens svar interessant. Han oplever ikke, at idéerne forsvinder – fordi AI stadig er et værktøj. Planlægningen, designet og retningen ligger stadig hos mennesker.

AI kan give et stærkt udgangspunkt. Men det er stadig mennesker, der sætter scenen. Og måske er det netop pointen:

AI ændrer ikke, hvem der får idéerne, men den ændrer, hvordan de bliver realiseret.

Christiane blev også spurgt, om den hurtige udvikling øger behovet for samarbejde mellem uddannelser og erhvervsliv.

Svaret var et klart JA. Universiteter og virksomheder arbejder i forskellige tempi. Men netop derfor er samarbejdet afgørende.

For virksomhederne giver det adgang til ny viden og refleksion. For de studerende giver det adgang til virkelige problemstillinger. Og for begge parter er det en måde at holde sig relevante i en udvikling, der går hurtigere end nogen af dem alene kan følge.

Afslutningsvis bevægede samtalen sig op i et større perspektiv.

Hvorfor fylder AI egentlig så lidt i den offentlige debat – når konsekvenserne potentielt er så store?

Panelet pegede på, at det måske ikke er AI som teknologi, der mangler fokus – men digitalisering som helhed.

Spørgsmål om demokrati, ansvarlighed og samfundets udvikling bliver stadig vigtigere. Ikke mindst fordi AI også kan bruges til manipulation og misinformation.

Det er ikke kun en teknologisk diskussion.

Det er en samfundsdiskussion.

Q&A’en gav ikke ét samlet svar. Men den gav noget andet:

Et billede af en virkelighed, hvor:

• teknologi udvikler sig hurtigt
• organisationer forsøger at følge med
• og kompetencer hele tiden er i bevægelse

Og måske vigtigst:

At det ikke er AI, der afgør udfaldet. Det er, hvordan vi vælger at bruge den, og hvem vi vælger at være i mødet med den.