GoMores kommunikative rejse
En tomatmand. En prinsesse. To fisk i et akvarium på en trækvogn. GoMores visuelle kommunikation er fyldt med farver og finurligheder. Tidligere bestod kommunikationsbilledet af fotografier, der afbillede mennesker, der talte, grinede og kørte i bil sammen.
”Vi hjælper mennesker med at dele biler”. Det er GoMores mission. Så hvad er problemet med visuelt at vise netop det? Mennesker, der deler biler.
Problemet er, at GoMore ikke ser sig selv som en transportvirksomhed. Ej heller en klimavirksomhed. Ikke en techvirksomhed. De ser sig selv som en menneskelig virksomhed. En virksomhed bestående af mennesker, der hjælper mennesker.
Problemet med fotografier af biler og mennesker, der deler dem, er, at det ikke er inspirerende. Det ligner en bilreklame af det gode liv, der er set mange gange før. Det signalerer ikke, at der sidder et menneske på den anden side med et ønske om at hjælpe.
Hvis man vil være menneskelig, må man spille på menneskelige strenge. Fantasi og humor. Dét er menneskeligt. Dér er der forbindelse. Dér lyder man som mennesker, som henvender sig til andre mennesker. Hvis man vil være en menneskelig virksomhed, må man lade netop dét komme til udtryk i kommunikationen. Sprogligt og visuelt.
Hvad nytter det med en virksomhed, der gerne vil hjælpe, men ikke taler et sprog, som mennesker forstår?
”Vi hjælper mennesker med at dele biler”. Det er et almindeligt sprog, og det er så let at forstå, at man husker det. ”The winning mobility solution” er den samme mission, men sproget er ikke almindeligt. Det henvender sig ikke til de mennesker, det ellers er tiltænkt.
”Man kommer til at tale i et utroligt kedeligt, røvsygt, uinspirerende businesssprog, hvis man ikke passer på”, siger Matias Møl Dalsgaard, der holdt oplæg om GoMores kommunikative rejse på Klean Masterclass 2020.
Matias Møl Dalsgaard
Matias Møl Dalsgaard er forfatter, filosof, entrepreneur og adm. dir. hos GoMore.dk - Danmarks førende portal for samkørsel og biludlejning. Han ansætter de fagligt dygtigste mennesker, men kulturel kapital er yderst værdsat hos GoMore. Det gør ikke noget, at de ansatte "har læst nogle bøger - at de mener noget og går op i noget", som han siger. Om nye måder at forbruge, tale og arbejde sammen.
