Aarhus Havn tænker kreativt med teknologi
Et Creative Tech forløb har sat skub i den digitale udvikling på Aarhus Havn. Samarbejdet mellem de forskellige afdelinger er blevet styrket, hvilket fører til nye digitale idéer og projekter. Men det kunne ikke lykkes uden en fælles indsats mellem både havnens medarbejdere og havnens kunder. Læs casen og få et indblik i, hvad Creative Tech har gjort for Aarhus Havn.
Listen af forskellige teknologier, der forventes at blive taget i brug i fremtiden for havne, er lang. Det kan derfor være en svær opgave at følge med i udviklingen og holde sig opdateret på, hvad nye teknologier kan bruges til. Store virksomheder som Mærsk investerer for eksempel i globale supply chain systemer bygget på nye teknologier som blockchain.
Fordi noget er svært eller teknologisk uoverskueligt, betyder det ikke, man skal undlade at gøre brug af teknologien. Men det kan være en god idé at hente hjælp fra samarbejdspartnere, der er stærke i digitalisering. Derfor har Aarhus Havn valgt at samarbejde med Kleans Creative Tech afdeling, hvor vi bruger vores viden om nye teknologier til at rådgive, implementere og teste kreative løsninger på vores kunders udfordringer.

Sammen med ledelsen fra Aarhus Havn fandt vi et forretningsmæssigt fokuspunkt, som havde stort potentiale i at blive digitaliseret. Vi etablerede et innovationsprojekt omkring de store kraner på havnen, som er et af deres primære forretningsområder. Derfor blev ejerskabet af projektet også placeret i Land Operation afdelingen, der servicerer og vedligeholder kranerne. Vi anbefaler nemlig at starte med et mindre digitaliseringsprojekt, som med tiden vil brede sig i organisationen. Det er den mest effektive måde at få eksekveret på den digitale strategi og skabe resultater. Vi kalder det Handlingsdrevet Strategi. Det gjorde, at vi kunne fokusere på de medarbejdere, der til dagligt servicerer kranerne samt kunderne, som lejer og opererer i/på kranerne. Altså både en intern og ekstern målgruppe. Formålet med projektet var at skabe innovation og udnytte havnens digitale potentiale for at stå endnu stærkere i fremtiden. Sådan blev innovationsprojektet Smart Crane født.
Aarhus Havn får digitale idéer
I Smart Crane projektet identificerer vi løbende både medarbejdernes og kundernes udfordringer. Projektgruppen er også konstant nysgerrig på udfordringer i andre afdelinger og ikke kun i Land Operation afdelingen. Den gyldne mulighed kan nemlig ofte ligge i samarbejdet mellem afdelinger, fordi det er et område, der sjældent bliver udforsket. Afdelinger i virksomheder fokuserer ofte på deres eget område. Når vi hører om en udfordring, undersøger vi det ved at spørge dem, der rent faktisk sidder med udfordringen til daglig, for de er eksperterne på deres arbejdsområde. Det er sådan, vi sikrer at ramme rigtig med en løsning, der virker i praksis i stedet for at implementere et ligegyldigt system, ingen vil bruge. Desuden er inddragelse af kunder og medarbejdere nøglen for at få hele organisationen til at bakke op om den digitale transformation.
Vi samler derefter et relevant hold til at arbejde kreativt med, hvordan det kan løses. Her kommer Creative Tech afdelingen på banen med viden om, hvad nye teknologier kan bruges til, og medarbejdere og kunder inddrages med deres ekspertise på arbejdsområdet. Det er en effektiv måde at komme frem til gyldne muligheder.
Nogle teknologier har allerede bevist at være relevante for bestemte brancher. For Aarhus Havn har det givet mening, at vi også laver teknologi workshops med medarbejdere på tværs af afdelinger. Vi oplever nemlig, at når vi inspirerer og fortæller, hvad en teknologi kan bruges til, så kan man simpelthen ikke lade være med at begynde at tænke lidt kreativt over, hvordan det kan løse ens egne udfordringer.
Vi mærker nu en stor forskel fra tidligere. Medarbejderne tænker mere digitalt og kommer med idéer, der kan hjælpe dem i hverdagen. Vi mærker en åbenhed for teknologi, fordi det ikke er noget, der bliver presset ned over hovedet på nogen, men at vi i stedet sammen finder den rette løsning.

"Kan vi ikke automatisk tracke prognoserne fra DMI om stormvejr, lave et systemtjek på, om stormlåsen på samtlige kraner er slået fra, og i så fald få en notifikation i vores app, så vi kan få låsene slået til? Så kan vi komme stormvejret i forkøbet og øge sikkerheden."
- Idé fra Aarhus Havn medarbejder
Fra idé til resultat
Klean har også en udviklingsafdeling, der står bag Smart Crane appen, som er et af resultaterne fra Creative Tech forløbet. For Aarhus Havn betyder det, at de løbende og hurtigt kan få udviklet nye features, der efterspørges fra medarbejdere og kunder.
Aarhus Havn bruger også Klean's Creative Tech afdeling til at være uvildig rådgiver til at undersøge og teste teknologier samt finde de rette teknologileverandører. Nogle gange kan en billigere og mindre avanceret teknologi løse en opgave bedre – og så er det den vej, vi går. Andre gange opnås de bedste resultater ved at udnytte mere avancerede teknologier. Her er et udpluk af områder, vi udforsker sammen med Aarhus Havn:
- Dataindsamling på maskiner og bygninger (Internet of Things)
- Forudsige nedbrud på maskiner (Maskinlæring & Predictive Maintenance)
- Hurtig informationsdeling via mobil (Appudvikling & Systemintegrationer)
- Global deling af maritime data og dokumenter (Blockchain)
Vil du høre mere om Creative Tech?
Kontakt vores Head of Creative Tech, Claus Nissum Holm.
Email: claus@klean.dk
Tlf: 30 11 39 51
