Adspurgt om sikkerhed i AI-genereret kode henviste Jan Baan til analyser, der peger på, at over 70 procent af selvbygget eller “vibe-coded” software indeholder sikkerhedshuller – uden dog at kunne give en præcis kilde.

Hannu Vangsgaard fortalte åbent, at han trods gentagne opfordringer fra sin egen CEO om at få formuleret en decideret AI-politik indtil videre har valgt en liberal linje: Han vurderer risikoen fra sag til sag, men siger som udgangspunkt ja til, at medarbejdere eksperimenterer med nye værktøjer. Tilgangen skaber ifølge ham ambassadører, der forstår teknologien langt dybere end gennemsnittet – men han erkendte samtidig, at en mere restriktiv politik nok er et spørgsmål om tid.

En stor del af spørgerunden handlede om økonomi. Jan Baan beskrev sin egen prismodel som betaling pr. udvikler frem for pr. bruger eller forbrug – uanset om løsningen bruges af to eller en million brugere. Han fremhævede desuden, at virksomheden bevidst arbejder token-uafhængigt på tværs af sprogmodeller for at undgå ny form for lock-in, og at han generelt ser dagens ERP-priser som stærkt overvurderede i forhold til den værdi, de reelt skaber for bundlinjen.

Herbert Nathan gav et mere branchebredt perspektiv: Historisk har man betalt en licenspris pr. navngiven bruger og typisk tre til fem gange så meget i implementering. Med overgangen til cloud og abonnementsmodeller er licensprisen faldet i starten, men efter tre-fire år overhaler abonnementsomkostningerne ofte den gamle model – en udvikling, der ifølge Nathan er god forretning for leverandørerne, fordi kunderne sidder for tungt investeret til at skifte. Selve implementeringsomkostningen er, påpegede han, stadig lige så høj som før cloud – noget mange havde forventet ville falde.

Hannu Vangsgaard supplerede med et konkret eksempel: Microsoft-licenser til bl.a. Dynamics-produkter beregnes efter lagerforbrug pr. bruger, hvilket betyder, at prisen stiger eksponentielt, efterhånden som forbruget vokser efter den indledende rabatperiode – en indbygget lock-in-mekanisme. Herbert Nathan tilføjede, at prissætningen af selve AI-funktionaliteten i ERP-systemer stadig er uafklaret i branchen, og at den ofte er en “sort boks”, der kan blive dyr afhængigt af forbrug.

En deltager spurgte, om det er tilstrækkeligt at give AI read-only-adgang til sit ERP-system for at minimere risikoen. Jan Baan svarede, at read-only i selve ERP-kernen er fornuftigt, men at det ikke er en fuldgyldig løsning i sig selv: Værdien opstår først, når data flyttes til et separat, semantisk datalag, hvor man kan skelne klart mellem deterministiske og probabilistiske elementer – og hvor mennesket fortsat har kontrollen.

Ole Østergaard rejste spørgsmålet om, hvorfor temaet “at få tingene gjort” (get shit done) går igen i så mange aktuelle ledelsesbøger og podcasts. Jan Baan svarede, at arbejdet bedst udføres tættest på kunden, hvor værdien reelt skabes, og at virksomheder bør give deres bedste folk mandat til at arbejde der. Hannu Vangsgaard citerede racerkører Mario Andrettis kendte pointe – “er du i fuld kontrol, kører du ikke stærkt nok” – men advarede om, at netop dét er farligt i en AI-kontekst: Man vil aldrig være fuldt i kontrol, men er nødt til at bevare et vist kontrolniveau, for at “get shit done” ikke ender med at skade virksomheden.

Herbert Nathan tilføjede, at AI ofte får opgaver til at vokse undervejs, i takt med at både hastighed og muligheder øges – hvilket kan gøre det uklart, hvor en opgave egentlig slutter. Jan Baan pegede igen på princippet om at “afkoble” og anvende såkaldt “late binding”: at træffe beslutninger så tæt på udførelsestidspunktet som muligt, i stedet for at fastlåse alt på forhånd.

Endelig blev Hannu Vangsgaard spurgt, hvordan han sikrer kontrol uden en formuleret AI-politik. Svaret var enkelt: Alt kode og dokumentation skal ligge i virksomhedens egne, godkendte systemer – for eksempel virksomhedens GitHub. Uden det krav, forklarede han, ville medarbejderne blot bruge deres private AI-værktøjer til arbejdsopgaver, og så ville virksomheden reelt miste al kontrol.