Ole genoptog årets gennemgående tema, The Never Normal, og pegede på, hvor meget der er sket siden sidste masterclass i foråret. Fra debatten om, hvorvidt AI-udviklingen bør bremses op, til Sam Altmans egen tryghed ved teknologien og Michael Burrys pointer om børsnotering som drivkraft – billedet er fragmenteret, og ifølge Ole svært at navigere efter. Han fremhævede samtidig, at Norden ifølge flere vurderinger både sakker bagud og samtidig sidder på et stort uudnyttet potentiale.

Kernen i introduktionen var en påstand, mange nok ikke tænker over til daglig: Vi former vores systemer over tid, men systemerne former i lige så høj grad os. Det illustrerede Ole med en personlig anekdote om at skifte internetudbyder under corona – en tilsyneladende simpel beslutning, der endte i seks-otte ugers fejlfinding, fordi ingen i den nye udbyders opsplittede selskabsstruktur kunne se hele billedet. Løsningen kom først, da han gravede sig ned til en entreprenør, der fysisk kunne se, at et gravearbejde havde beskadiget en ledning – noget intet system havde registreret.

Pointen, sagde han, er ikke udbyderens skyld i sig selv, men at vi generelt forveksler det, systemerne viser os, med virkeligheden – og at den forveksling kan være svær at få øje på, før skaden er sket.

Ole trak en linje fra begrebet “funktionel dumhed” (med reference til forsker Mats Alvesson) – processer, der udføres, fordi “sådan plejer vi at gøre det”, uden at nogen stiller spørgsmål – til det, han kalder algoritmisk autoritet: at algoritmer allerede i dag påvirker vores beslutninger og anbefalinger, ofte uden at vi beder om det.

Næste lag i den udvikling er ifølge Ole agentisk autoritet – at give AI-agenter mandat til selv at handle på virksomhedens vegne. Her advarede han: Hvis man lægger agentisk autoritet oven på algoritmisk autoritet, der i forvejen hviler på funktionel dumhed, risikerer man at blande en decideret giftig cocktail. Løsningen er ikke at undlade at give agenter mandat, men først at få ryddet op i fundamentet.